Den største by på Istrien med masser af kulturelle oplevelser, gode muligheder for overnatning uanset om man er til hotel eller camping.

Der er ikke mange sandstrande, men til gengæld byder klipperne ud mod Adriaterhavet på fantastiske syn, hvis man tør stikke hovedet under vandet.

Byens mere end 3000 år gamle historie ses tydeligst i det massive amfi-teater, bygget af romerne i en af byens store perioder – mens kejseren hed Augustus. Men også i Serii’s Triumfbue, Herkules Porten, fortet bygget i perioden med venitiansk herredømme og flere andre bygninger.

Gå en tur igennem byen ad de små snoede veje og se, hvordan de forskellige kulturer har udøvet deres indflydelse.

Ude ved kysten finder man flere forskellige forstadsbyer, de fleste har mulighed for overnatning. Der er campingpladser og mange har små hytter (mobil homes), hvor man kan bo billigt. Pladserne ligger som oftest lige ned til vandet, og Adriaterhavet er skønt at svømme i.

Man skal være opmærksom på de forskellige dele af kysten, for i laguner med roligt vand kan der være fine forhold også for små børn, men de steder hvor man springer klipperne lige ud mod det åbne hav, skal man være en lidt mere sikker svømmer – det er ikke rart at blive klasket op mod klipperne rå kanter!

Har man mod på at stikke hovedet under vandet, byder klipperne til gengæld på mange smukke oplevelser. Der er masser af fisk i flotte farver og med snorkel og svømmefødder kan man godt komme ned og kigge nærmere på det.

Similar Posts